En vane for mig, er nok defineret af, at man faktisk ikke behøver at gøre det hver dag. Altså at man har den, og den er en integreret del af dig, men hvis du glemmer den om søndagen, så starter du jo bare om mandagen igen, fordi det bor i dig.
Hvilke vaner er så en integreret del af dig?
Jamen, der er vel egentlig også noget social arv i det, og jeg ved ikke om det er en dansk ting, eller kvinder eller familierelateret… men der noget med at gøre grin med sig selv. Eller at man nedgører sin partner.
Det er en ret dårlig vane og være sådan ’ja men han efterlader også altid sine sure sokker’ – man kan ligeså godt lave den vane om til altid at tale pænt om sin partner, når man så er sammen med andre mennesker. Det er jo ligeså meget en vanesag, tror jeg. Snak pænt og beundret om den anden, i stedet for at gøre grin på den andens bekostning. Bare fordi man alligevel er tætte, så er det ikke okay.
Jeg synes tit, jeg ser det i forskellige omgangskredse. Det er jo en vane, for hver gang man støder på det, kommer man jo bare til det. Det var noget jeg selv kom til i mine tidligere forhold i tyverne, sådan ‘han er også bare så irriterende’. Det er jo din kæreste. Forsvar ham eller tag et valg. Hvis der er et problem mellem Christoffer og jeg, så skal han være den første der ved det, og ikke til en familie middag eller et eller andet.
Hvornår blev du opmærksom på den vane?
At stå inde for sin partner, det lærte mig faktisk virkelig, hvor dårlig en vane det var at samles over negativitet. Hvis vi for eksempel havde haft en ny instruktør. Når man så kom ud i garderoben bagefter, så blev det sådan noget ‘ham den nye der, så du hvilke sokker han havde på?’ eller et eller andet total latterligt. Det skaber jo lynhurtigt sammenhold. Men lige præcis i den garderobe der, der var det bare noget folk slet ikke gjorde sig i. Der havde man vildt gode vaner. Man talte ikke om andre på den måde.
Det er en vildt dårlig vane at tale om mennesker, som ikke er der. Og det er noget som alle mennesker gør rigtig meget, og det er en rigtig dårlig vane faktisk - og vildt let at falde ind i, fordi det er en jargon. Eller hvad fanden det er. Der kan være en reel nysgerrighed og interesse selvfølgelig, som hvis min mor siger: ‘Nå jamen har du talt med din søster’ eller et eller andet. Men det der med at connecte over noget negativt er jo virkelig ondt og ret billige point. Måske det starter i gymnasiet eller i folkeskolen. Det er sladder. Og jeg skammede mig da helt vildt, men jeg er egentlig også ret glad for at have opdaget det. Jeg ville aldrig have opdaget det, hvis ikke fordi det var så tydeligt, at ingen ligesom bed på den [I garderoben]. Der var ingen der synes det var sjovt. Det var ikke god humor, hvilket gjorde det til et totalt trygt miljø.
Så jeg har så meget kærlighed for de mennesker, som lærte mig en god vane der. Så taknemmelig, og stolt, over at jeg havde vendt noget negativt, som jeg plejede at gøre, til noget godt. Der kommer en ‘naturlig klap på ryggen’ følelse. Og så kommer der et naturligt endorfin tilskud, af at være sådan lidt ‘jeg plejede at være det her, og nu er jeg faktisk en god ven’. Det får man det jo nice af.
