For mig er en vane en del af din personlighed, som du ikke behøver at udføre hver dag. Det er ligesom at have en yndlings t-shirt - du kan glemme den en dag, men du vil altid vende tilbage til den, fordi den er en del af dig. En vane bor i dig. Og ligesom andre kan synes, at lige netop din yndlings t-shirt er grim, så bor den hos dig, indtil du er klar til at smide den ud.
Hvilke vaner er så en integreret del af dig?
Jamen, der er garanteret en hel masse, så det kan være svært lige at remse op. Men det har jo nok noget med social arv eller nationalitet at gøre, for jeg tror, vi får en masse vaner fra vores forældre og omgangskreds. Og fra vores land og kultur. Jeg har for eksempel bemærket, at der kan være en tendens til at nedgøre sig selv eller sin partner. Eller skutte lidt med sin succes eller ikke at kunne modtage komplimenter. Men det er en dårlig vane, synes jeg. Som nok stammer fra noget med janteloven.
Den vane kunne man sagtens skifte ud med at altid huske at tale pænt til først sig selv og også om andre mennesker - især sin partner! Bare fordi man er rigtig tætte, er det stadig vigtigt med ros og opmuntring. Og så sige tak, når nogen giver dig et kompliment. Det prøver jeg i hvert fald selv på.
Hvornår blev du opmærksom på den vane?
Det startede faktisk i garderoben på et teaterstykke. Normalt kan man jo lynhurtigt samles omkring negative ting som sladder og små drillerier. “Ham den nye der, så du hvilke sokker han havde på?” og sådan nogle latterlige ting. Det skaber jo lynhurtigt sammenhold. Men lige præcis i den garderobe der, var det bare noget, folk slet ikke gjorde sig i. Man talte ikke om andre, og hvis man gjorde, var det altid rosende og lærerigt. Der havde man vildt gode vaner, og jeg er så taknemmelig over, at jeg mødte den energi tidligt i mit liv og lærte, at det er okay at stå i sin positivitet - hele tiden. For som jeg bruger rigtig meget i dag, så når man peger en finger ad andre, peger der tre tilbage på dig selv… Eller for at bruge et mere young udtryk: SPEJL!
Hvad gjorde det at blive konfronteret med en dårlig vane?
Jeg skammede mig helt vildt, da jeg blev opmærksom på, at jeg selv gjorde det, men omvendt blev jeg også vildt glad over at have opdaget det. Det ville jeg måske ikke have gjort, hvis der var bare ét menneske i den garderobe, der havde “høflighedsgrinet” af en dårlig joke på andres bekostning. Her blev det bare ved en dårlig joke - and then the joke was on me.
Men det der sker, når man ikke skal have en mening om andre hele tiden, er at man heller ikke behøver at have en mening om sig selv. Og så har du et ægte trygt miljø. Så i teaterverdenen er det jo rigtig normalt, for det andet miljø går bare ikke. Jeg havde bare aldrig mødt det før.
