En samtale om vaner

"Det hjælper jo ikke at træne sig halvt ihjel mandag til fredag, når du skal spille kamp søndag"

Nicolaj Thomsen, 30 år.
Co-founder af Another Aspect, offensiv midtbane hos B93 og tidl. professionel fodboldspiller ved AAB, FCK m.fl..
Forlovet med Emma, og vordende far

www.anotheraspect.org

Vaner har typisk en negativ klang, mens “gode vaner” ofte bliver lidt helligt. Det kan være svært at navigere imellem byens kro og løbetur i parken.

Hvad tænker du om den balance?

Den balance kan jeg sagtens snakke med om, da jeg har været lidt i begge boldgader.

Som professionel fodboldspiller var jeg super fokuseret på alt, hvad jeg indtog af kost og kosttilskud, samt hvordan og hvornår. Jeg har virkelig været nerdy, og nok også til en sådan grad, at det tog overhånd for mig. Det var svært at se mig selv udefra, og til sidst blev det nærmest en besættelse i jagten på at blive 'übermensch'.

Så en dag gik det pludselig op for mig. 'Fuck man. Det er jo slet ikke mig. Jeg er jo besat.'

Så røg jeg fuldstændig modsat. Ville ikke gå op i noget og skulle leve fuldstændig efter, hvordan tingene naturligt kom til mig. Nu tror jeg endelig, jeg er landet på et godt mellemstadie. Jeg ved, hvornår min krop har brug for hvad, og så kan jeg slappe af i det. Jeg kunne drikke en øl om dagen, hvis det er hvad jeg har lyst til, men samtidig spiser jeg meget varieret og sundt. Får de rigtige ting ind i kroppen. Men jeg tror lige, jeg havde brug for at møde de der yderpoler. Måske for lige at lære spektret at kende.

Nicolajs kosttilskud

30 år, deltidsprofessionel fodboldspiller og crowdpleaser

Nicolaj er all in. På fodbold, mode og senest en tom kalender. Med træning flere gange om ugen, og motion ind imellem, er hans krop under pres. Derfor supplerer han med bl.a. Magnesium. Han elsker fisk, men det glipper. Så for at være sikker får han også vegansk omega-3 i form af algeolie.

Multivitamin

D3, K2, B6, Magnesium og Zink

Add ons

Algeolie

Var det primært ifm. fodbold, at du søgte at være übermensch?

Ja, jeg var lige skiftet til FCK. Så blev jeg desværre langtidsskadet og var derfor ude i et års tid. Da jeg havde været på krykker i 3 mdr., til genoptræning i 3 mdr. og så på træningsbanen i 3 mdr., så følte jeg ikke rigtig, at min krop var min egen. Den var ikke som den plejede. I hovedet kunne jeg alle de ting, jeg plejede, men min krop fulgte bare ikke med. Jeg var lidt tungere og langsommere over det hele. Pludselig skulle jeg virkelig bare maxe ud, for at komme tilbage på mit gamle topniveau. Så begyndte jeg at skrue på alt, hvad jeg kunne ift. kost, træning og livsstil.

I starten skulle jeg smide noget overskydende fedt. Og så havde jeg jo stadig trænet, mens jeg var på krykker, men det var naturligt kun overkrop. Så da jeg kom tilbage, var jeg alt for tung. Jeg cuttede så en del på kosten, for jeg var ikke til fuld træning i starten. Så det kunne jeg egentlig godt. Jeg fjernede en masse kulhydrater, mens jeg testede, hvor hurtigt jeg tabte fedt her, muskel her osv. Det fungerede fint, men så blev jeg ret bidt af det.

Pludselig var jeg i fuld træning og spillede kampe igen. Jeg brugte altså meget mere energi og havde derfor brug for de ekstra kulhydrater. Men der var jeg allerede lidt hjernevasket, og jeg insisterede på, at jeg gjorde mig selv en god ting, for kilo'erne raslede jo af. I retroperspektiv skulle jeg jo især have fyldt på der, for min krop havde jo brug for energien fra kulhydraterne.

Jeg havde altså et forvrænget billede af, hvad jeg troede, der gjorde mig god, og hvad der egentlig gjorde mig god. Jeg troede, jeg blev en bedre spiller af at tabe vægt, og troede derudover, at jeg blev dækket af de kosttilskud, jeg spiste, men der var bare ikke energi i. Jeg følte virkelig, at jeg levede efter bogen, men når jeg kigger tilbage, var det jo lige så usundt som, da jeg levede i den anden ende af spektret. Bare på en anden måde. Det var jo på en eller anden måde en spiseforstyrrelse, men uden at være en ægte spiseforstyrrelse.

Jeg tror aldrig, man bare kan læse sig til, hvad der er det rigtige for en selv. Jeg fandt ud af, at noget fungerede, og så gik jeg all in på det, men så fungerede det bare ikke lige på noget andet. På samme måde har jeg det med kosttilskud. Jeg kan virkelig godt lide at tage dem, men hele min hverdag skal ikke afhænge af det. Der skal være et afslappet forhold til det. Jeg kan virkelig godt lide at have det ved min hånd, og jeg ved også godt, at jeg ikke altid får spist lige så varieret, som jeg skal. Jeg spiser f.eks. ikke nok fisk, og har ikke altid lige overskuddet til at lave noget lækker fisk, så der vil jeg gerne dækkes ind.

"Dem der forhøjer sig selv, vil blive ydmyget. Og dem der gør sig ydmyge, vil blive forhøjet."

Hvilke udfordringer oplevede du i din rutineprægede hverdag, som eliteatlet?

Der var super mange udfordringer. Jeg levede meget dak-dak-dak. Alting var i kasser. Du kan bare spørge min forlovede, hvor stor forskel der er på mig nu kontra da vi mødte hinanden. Jeg kunne f.eks. ikke se hende dagen før en kamp, fordi jeg skulle tikke alle boksene af inden en kamp, og ellers ville det gå galt. Jeg skulle stå op på det samme tidspunkt, spise det samme til morgenmad, gøre det samme inden træning osv. Det eneste jeg tænkte på var fodbold.

Jeg er nok ret ekstrem på mange punkter. Det bliver enten eller. Men nu er jeg lige fyldt 30, og jeg tror i min ældre alder, som fodboldspiller i hvert fald, at jeg har fundet hvile i at kunne gøre begge ting. Man kan godt toppræstere, selvom man hygger sig uden for banen og gør nogle ting der ikke er top-top for kroppen. Så er det måske top-top for sindet. Og det vejer lige så højt.

Tidligere levede jeg super godt for kroppen, men stresset i sindet. Nu lever jeg mere mellem for kroppen, men super godt for sindet. Og i den proces, har jeg fundet ud af hvor jeg trives bedst. Og det er i den balancegang jeg har nu.

Tidligere sov jeg virkelig dårligt, selvom jeg følte jeg levede sundt. Måske var det fordi jeg hele tiden var sulten, eller at jeg ikke fik den næring jeg skulle bruge. Det er lidt vildt at kigge tilbage på nu faktisk. Alle lamperne blinkede, men man ser dem bare ikke når man er i det. 

Har du taget noget af den disciplin, du havde dengang, med i dit virke som entreprenør?

Helt klart. Hvis jeg sætter mig noget for, så vil jeg gøre alt for at nå det. Det er ligesom hvis du vil være professionel fodboldspiller. Så skal du ofre nogle ting, som andre på dit niveau ikke vil ofre, og så bliver det dig, de vælger. Det tror jeg på mange måder, at man kan overføre til sin virksomhed. Dem der vil det mest bliver også dem der gør det bedst.

Det lyder meget som den all-in kultur der, måske tidligere, har hersket i startup miljøet. Hvad er dit perspektiv på work-life balance?

Man kan jo ikke forcere en tekst, hvis den ikke lige kommer til dig. Ligesom i sport, kan du jo ikke træne i 18 ud af døgnets 24 timer. Du kan måske træne i 2, og så restituere i resten. Og det er måske dét, der gør dig rigtig god. At du formår at forstå, og mærke efter, hvornår du skal koble af. Det er også gået op for os her i Another Aspect. Vi har alle brug for vores frirum, hvor vi tænker på noget andet og hænger ud med vores nærmeste. Så kommer man tilbage med fornyet energi. Det tror jeg gør resultatet 10 gange bedre. Som professionel fodboldspiller så jeg kun mig selv, og hvis jeg nu havde stoppet lidt op, og trukket vejret, havde jeg måske kunne se mig selv lidt mere udefra. Sådan føler jeg også, at det er med Another Aspect. Nu er vi også 3 og ikke kun 1, men der kan vi lige hive i hinanden og sige 'har du ikke lige brug for at koble lidt af?'. Det er nok også lidt specielt fordi vi har godt nok arbejdet meget, men vi er også vildt gode venner. Så de der late nights har været vildt hyggelige. Så har vi bestilt noget mad og grindet igennem. Det har i højere grad været 3 venner der hang ud, end en sen aften på kontoret. Det er jo også hyggeligt at tage et par timer efter arbejde. For ellers havde vi jo bare siddet derovre og drukket en øl. Så giver det bedre mening at sidde her og drikke en øl. Her er de jo også billigere.

I B93, hvor jeg er nu, der har vi en sygt dygtig fysisk træner. Det han går mest op i er restitution. Man bliver den bedste, hvis man ved hvornår man skal træne og hvornår man skal slappe af. Ikke bare at træne fucking hårdt. Det mindset er der mange upcoming fodboldspillere, der har brug for at forstå. Det hjælper jo ikke at træne sig halvt ihjel mandag til fredag, når du skal spille kamp søndag. Det kan man måske overføre til at brænde ud i en business verden. At blive skadet, i hovedet, og gå ned med stress.

Det har været enormt lærerigt for mig at opleve på egen krop, og nok været det som har fået mig til at hoppe lidt ned i niveau. Være lidt ligeglad med penge, men spille i en klub hvor det er lidt mere som dengang jeg forelskede mig i fodbold. Hvor det ikke handler om optimering-optimering-optimering, men mere at blive set som individer. Set som en dygtig fodboldspiller. B93 bliver på den måde også lidt mere et holistisk projekt, hvor det også handler om fællesskabet omkring fodbold.

Nicolajs lifehacks

Tabasco shot på byens kro

Altid bestille et tabasco shot, inden du bestiller din bajer over på byens kro. Det smager pisse godt og skulle være det der renser kroppen allerbedst. Har jeg i hvert fald fået at vide derovre.

Forevig dine billeder analogt

I starten fik jeg altid printet mine analog film, og har dem nu i en stor kasse derhjemme. Så når en af mine venner nu har fødselsdag får de altid et printet billede som kort.

Altid en plastikpose i lommen

Som hundeejer går jeg altid rundt med en hundepose i lommen. Og det har bare vist sig at være vildt gavnligt i alle mulige situationer. Jeg ville ønske jeg havde et bedre råd lige her.

3 gode vaner, som du er stolt af?

Jeg gør en dyd ud af en åben kalender. Efter jeg har været så præget af vaner og rutiner, har jeg faktisk forsøgt at skubbe dem lidt fra mig. De blev lidt en hæmsko for mig. For mig var det ikke altid en god ting, og det blev jo lidt obsessive. Hvis jeg glemte noget, så var det grunden til noget andet gik galt.

Nu prøver jeg at leve meget mere flydende. Jeg er blevet vildt dårlig til at lave aftaler, fordi jeg bedst kan lide en åben kalender, hvor jeg kan være klar til hvad livet byder mig.

Uanset hvilket rum jeg træder ind, så går jeg først op i at alle har det godt. Jeg vil altid forsøge at være bindeleddet mellem relationer og sørge for generel wellbeing i rummet. Jeg tager det meget på mig, hvis der er en som ikke trives. Det vil jeg altid blive tiltrukket af.

Jeg ville f.eks. altid tage den plads, der var til overs, fremfor at vinde stoledansen. Måske lidt en crowdpleaser. Min kæreste synes måske, det er lidt for meget, men det er en vane eller et karaktertræk, jeg er stolt af.

Og så står jeg altid tidligt op og går en tur med min hund. Det holder jeg virkelig af.

... og hvad med de lidt skæve vaner?

Jeg tager altid min højre støvle på først, og binder min venstre støvle først. Hvis jeg ikke gør det, så ryger støvlerne af igen, og jeg starter forfra.

Og så, ligesom det er min gode vane at have en åben kalender, så er bagsiden af medaljen, at jeg er virkelig dårlig til at lave aftaler.

Har du nogen vaner du har forsøgt at implementere, men har haft svært ved?

Nej, faktisk lidt det omvendte. Jeg har haft sindsygt mange vaner, som jeg har prøvet at komme ud af. Prøvet at omgøre mine vaner. Ikke være så fikseret på, hvornår tingene skulle ske osv. Så man kan nærmest sige, at jeg har forsøgt at implementere en vane, der er at komme ud af mine andre. Hvis det giver mening?

Har du et yndlingscitat?

Jeg ved ikke, om jeg har et yndlingscitat, men jeg har en sindsygt dum tatovering. Tæller det? Ej, jeg synes faktisk, at det er meget sigende - uanset hvor kitsch det lyder. Der står noget med, at 'dem, der forhøjer sig selv, vil blive ydmyget. Og dem, der gør sig ydmyge, vil blive forhøjet.' Det er et eller andet bibelsk, som jeg var ret hooked på, da jeg fik den lavet. Siden da har jeg ofte tænkt, at den var kitsch, men har alligevel haft den lidt i baghovedet.

Nogen sidste ord?

Vær sød. Den kan vi godt slutte på.

×